Home

Kontakt:

Jørgen Krogh Johansen

jkj@tara.dk

 

TARA af København

Et stykke historie om en polsk æra og to mænds passion for at bevare et smukt skib.  Tara er en polsk 60" stålketch, bygget i Gdansk i 1958. Skibet er et af 6 søsterskibe (Stuczterdziestka), Oprindeligt var navnet "Dar Opola".

Tara's Historie starter i Tyskland i 1935. Tyskland ville deltage i Bermuda - Cuxhaven  race som var en Olympisk sejlads under OL i 1936.

Henry Gruber tegnede vinderskibet " Roland von Bremen".

Men tyskerne er et grundigt folkefærd, så de tænkte at hvis man havde to skibe var der chance for både en første og en andenplads. "Roland von Bremen" er bygget i træ, men da man fandt ud af at der skulle bygges et skib mere, var man i tidsnød, så derfor blev skib nr. 2, "Peter von Danzig" bygget i stål på et værft i Gdansk. "Peter von Danzig" fik skroget bygget på 52 døgn! og blev færdig apteret på vej over Atlanten.

 

Bermuda - Cuxhaven blev vundet af "Roland von Bremen". "Peter von Danzig" lavede en stor taktisk fejl, idet de forsøgte at sejle nordvest om England, fortrød så, vendte tilbage på rigtig kurs og tabte adskillige dage og endte på en 6. plads. Det skal lige nævnes at der var 42 skibe til start.

 

 

"Roland von Bremen", Vinder af Bermuda - Cruxhaven, 1936

"Peter von Danzig" på frimærke

Selvom Polens kystlinie er over 600 km lang, havde polakkerne ikke adgang til Østersøen i over 50 år. Da de 1955 endelig fik en corridor ud i verden, begyndte de maritime kræfter at røre på sig. Her starter historien om en stolt polsk maritim indsats og dermed historien vores skib.

De Polske universiteter var meget interesseret i at komme ud at indsamle geografiske og biologiske data, idet krigens hærgen havde ødelagt mange samlinger. Sømænd var der ingen af, lige udover dem i militæret, så alt i alt meget op af bakke.

Nu var der endelig en mulighed for at komme ud at se og undersøge den verden, som ingen havde set i 50 år. Det polske folk ville ud på havet igen. Selv langt inde i land blev der samlet ind til maritime formål. Der skulle bygges skibe, skibe som kunne komme rundt i verdenen, sejle hurtigt og havde en kendt konstruktion. 

Så hvad var mere nærliggende end at bruge tegningerne af Henry Gruber, som blev brugt til at bygge "Roland von Bremen" og "Peter von Danzig", som var tilrådighed på værftet i Gdansk.

Seks søstreskibe blev bygget som tro kopier af vores to moderskibe. De seks skibe hed:

  • Joseph Conrad PZ 21
  • Dar Opola PZ 2, PZ 22 ( Vores skib TARA)
  • Otago PZ 3, PZ 23
  • Jurand PZ 24
  • Smialy PZ 5, PZ 25
  • Jan Z Kolna PZ 6

Dar Opola (TARA)

Vores skib, dengang Dar Opola PZ 2, PZ22, er skænket af folket i Opole, et område 500 km syd fra kysten

Da vi købte skibet i 1987 hed det "Podlasie". Det var først i 2005, ved deltagelse i "Baltic Sail, da vi talte med en skipper fra det gamle Polen og han genkedte skibet som "Dar Opola", at vi blev klar over skibets historie. Han fortalte lidt om skibets historie, men da vi ikke selv kendte den, forstod vi ikke meget af det han sagde.

Den første skipper på vores skib hed Boleslaw Kowalski. Han var skipper på en ekspedition til det røde hav i 59-60, 8066 sømil, dette var en heroisk indsats for polske sømænd i "små" skibe. Læs mere om "Dar Opola" i artiklen som Tage Voss skrev i 2008. Artiklen er gengivet længere nede på denne side.

 

Senere fortalte den tidligere ejer Eugeniusz Jadczuk historien fra 1977-1986. Jadczuk fandt skibet i '76 på bunden af Jarstarnie havn i Polen. Han købte vraget, fordi han så en mulighed for at forlade jerntæppet.

Det tog den polske læge tre år at gøre båden klar til flugten til Australien.

 

En ukendt polak, som kendte skibet har sendt dette billede.

Det er vist kun stålskibe der kan overleve en sådan behandling

Tage Voss

Artikel fra

TRÆSKIBS SAMMENSLUTNINGEN

LANDSFORENINGEN FOR BEVARELSE AF ÆLDRE BRUGSFARTØJER

TSblad Marts 2008 Årgang 37 nr. 1 (s. 7-10)

 

link:

Træskibs sammenslutningen, Landsforeningen for bevarelse af ældre brugsfartøjer’s bladarkiv

TSblad Marts 2008 Årgang 37 nr. 1

 

Co-incidens

Et uheld på motorvejen og et tilfældigt møde blev årsag til, at forfatteren genså en polsk ketch, som små 50 år tidligere havde anløbet Christiansø. I et påtrængende ærinde, men uden papirer.

 

Af Tage Voss

 

Man tænker pludselig på en længe savnet bekendt, og et øjeblik efter drejer han om gadehjørnet. Den statistiske sandsynlighed for den slags kan beregnes som mikroskopisk ringe, der bliver nærmest tale om noget mirakuløst. Han kunne have rundet hjørnet fem minutter tidligere eller fem minutter senere eller på et helt andet klokkeslæt eller helt andre dage, så var der aldrig blevet noget møde. Men timingen var præcis. Man kalder fænomenet co-incidens, og det giver sværmeriske gemytter tanker om højere magters styring, selv om man umiddelbart vil antage, at den slags magter måtte have andet at gøre end at arrangere ligegyldige møder mellem tilfældige mennesker. Dog styring eller ej, den slags opleves af og til. På sydmotorvejen var der en prop af holdende biler. Ingen katastrofeblink, ingen advarsler, så 120 kilometer i timen var for meget til at få bremset, hvilket betød et bragende sammenstød, en smadret bil og et trykket brystben.

En Falck-læge var i gang på stedet og kom omsorgsfuldt hen og inspicerede det nye tilskud til klientellet. Heldigvis var han, skønt 40 år yngre, erfaren nok til at afstå fra den bevidstløse rutine med automatisk at sende folk fra smadrede biler til skadestue.

Han så, at mit problem var at stå midtpå vejen uden køretøj, derfor kørte lægeambulancen mig betænksomt de 40 kilometer hjem.

Undervejs afstod vi, som læger helst gør, fra triviel professionel snak og drøftede i stedet vigtigere sager som for eksempel, at vi begge var sejlere med lang erfaring med mange slags både i mange slags vande.

Han havde nu en 60 fods polskbygget stålketch, som p.t. lå i Rødvig Havn.

»Kom ned og se den. Den hedder TARA, den er smuk«, sagde han.

»Det behøver jeg ikke«, svarede jeg. »Jeg kender den båd. Det må være JOSEPH CONRAD eller DAR OPOLA.

Det var DAR OPOLA.

 

Nødhavn i nødvendigt ærinde

En dag for 50 år siden lagde en stor ketch under polsk flag ind i sydhavnen på Christiansø. Den lagde til ved kajen for sejl og viste sig at være bemandet med unge polske videnskabsmænd, zoologer, marinbiologer, meteorologer og oceanografer under kommando af

Boleslav (»Bolek«) Kowalski, en lille dynamisk kompetent sejler.

Båden var smuk i linjerne, men temmelig tilrakket. Skipper Kowalski forelagde situationen for øens guvernør: De havde i 13 måneder været på togt i Det røde Hav for at samle ind til deres marinzoologiske museumssamlinger, der under den tyske besættelse var blevet stjålet eller ødelagt. Visum havde de ikke og ingen landingstilladelse, hverken fra polske eller fra danske myndigheder, som det dengang krævedes. Men Kowalski argumenterede med, at de måtte søge nødhavn for uvejr, således som det var tilladt.

Guvernøren, som var fyrmesteren, øens administrator og øverste myndighed, var befaren sømand, mildest talt ikke formalist, og med søfolks konduite erkendte han, at selv om vejret lige nu var stille og søen rolig, vidste man jo aldrig, og på havet kan alting ske, og det var bedre at være forsigtig. Forøvrigt var der rapporteret fragmenterede skyer over Skotland, hvilket han noterede i skibets logbog med indtil flere officielle stempler af hans rige udvalg.

Den faktiske situation var imidlertid, at båden DAR OPOLA ventedes hjem til Gdynia i næste uge til en større officiel modtagelse med tv, hornorkester og honoratiores, og at man simpelthen følte det skammeligt at ankomme med en så afrakket skude.

Mester forstod og tilbød dem den praktiske hjælp, de behøvede, plus maling og lak, så længe uvejret truede i horisonten, en uges tid, anslog han.

 

En uforglemmelig uge

DAR OPOLA var byen Opolas gave til videnskaben i Polen. Efter hundrede års isolation fra havet (kun kompenseret i årene 1919-1939 ved korridoren), efter krig, ødelæggelse, folkedrab, besættelse og hunger var man ivrig efter at se polske unge underlægge sig havets vilkår og udrustede ekspeditionen. Det var en national opgave, en rehabilitering og en trodsig gestus, som fulgtes af den hjemlige presse, nu en almen triumf ved, at det hele var lykkedes så smukt. Men med et stramt budget var man ved ekspeditionens slut på bunden af reserverne.

Det eneste, DAR OPOLA ikke manglede, var vodka, hvad øens meget hjælpsomme befolkning gerne kompenserede for med øl, grøntsager, fisk (fersk og røget), metervis af pølser, kilovis af kød, malerbøtter, sandpapir og lak. De unge polske sang flerstemmigt af hjemlandets sangskat for de ædle værtsfolk, som sleb skrabere og rensede pensler og stegte bøffer ved bål på klipperne eller i en og anden have. Flittigt arbejde og megen festlighed afvikledes i den uforglemmelige uge med polsk sang og dans med øens damer til lystig lokal harmonikamusik – vi lærte her, at rigtige gentlemen kysser damer på hånden, når de hilser.

Vodkalasten lykkedes det trods al umage aldrig at nå bunden af. Heldigvis, for som skipper Kowalski tilstod: »Vi ville have tabt ansigt ved det«.

DAR OPOLA sejlede hjem over Østersøen, skinnende af lak og lysende af frisk maling, til heltemodtagelse og triumf.

 

Både Bolek og af og til nogle af de unge videnskabsmænd kom i de følgende år sejlende til øen hver for sig, nu som erfaren skipper på en af de store polske klubbåde med nye besætninger. Der blev mange bekendtskaber i de år, og de var altid glade og festlige, stadig anledning til sammenskudsgilder, polsk vodka og skønne sange, danske lækkerier og musik af en eller flere harmonikaer. Årsagen var altid, at man måtte søge nødhavn, om ikke for dårligt vejr, så for at få behandlet en frygteligt syg i besætningen af ølægen, hvad jo overflødiggjorde tilladelser og papir.

Søens folk, hvortil øboere jo regner sig, er aldrig smålige over for formalia. Og vejret er hvermands

herre.

 

I dansk eje

Om DAR OPOLA kan iøvrigt berettes, at den af mangel på vedligeholdelse lå sunket på bunden af Swinoujscie Havn i to år. En polsk læge med bagtanker hævede den, istandsatte den og begav sig med kone og to børn afsted på, hvad han havde planlagt som en afhopning til Australien. Ankommet til Portugal efter en hård tur over Biskayen opgav han, da der var for langt til Australien, skibet var for stort, grejet for dårligt og besætningen på to voksne og to børn for lille. De sejlede tilbage til Holland, solgte båden og vendte hjem til job og bolig i Polen.

En hollænder købte den, lagde motor i med store planer om at sejle jorden rundt, men opgav efter års anstrengelser og solgte båden til min danske redningsmand.

Den er nu frelst fra fortabelse endnu engang ved herkulisk indsats af tid, flid og penge, inspireret af den protest, som vi alle deler, ved at se et smukt skib opgivet til forfald og død. Og den drøm, som vi alle deler, om at sejle over havet mod ukendte kyster bag horisonten.

DAR OPOLA var et af fem søsterskibe. Det var den, jeg kendte, og det var den, jeg genkendte nu som TARA i Rødvig Havn.

 

Tal om co-incidens.

 

Søstreskibene

 

Joseph Conrad

Otago

Joseph Conrad PZ 21

 

Sikkert det første skib i søsterrækken. Vi har mødt skibet flere gange, bl.a. i Stokholm og Balticsail 2005

Otago PZ 3, PZ 23, vores tvilling søster!

Otago er kendt for at have fulført With Bread 73-74 sammen med Peter von Danzig

Vi kender ikke Otago's oprindelige projekt.

Otago's liv endte på Bjørnø, Spitsbergen. Otago's endeligt skyldtes et omslag i vejret.

Otago var på ekspedition til Spitsbergen og ved en opankring nær øen Bjørnø blev et vejrskift fatalt. Vinden vendte180 grader og friskede, så den svage fralandsvind blev til en hård pålandsvind, herved svigtede ankeret og skibet drev op på land. En russisk trawler forsøgte at trække skibet ud på frit vand, men ulykkeligvis blev skroget revet op, og sank tæt på øen.

Jurand

Smialy

Jurand PZ 24

 

 

Nok det mest originale af de seks søsterskibe

Vi ved meget lidt om Jurand, selvom den sejler i nogle af de kendte sejladser, f.eks. Tall Ship Racing

Jan Z Kolna

Smialy PZ 5, PZ 25

Smialy kender vi dels fra historien om skibenes ekspeditioner, men vi har også mødtes ved Hammeren, Bornholm.

Jan Z Kolna PZ 6, vi har ikke kunnet findet et eneste billede af skibet.

Det sidste tegn på liv er i Sydney 1989. (Sydney Morning Herald 1989)